Han begyndte som marxistisk revolutionær og endte med at hylde Hitlers Tyskland uden nogensinde at mene, at han havde forladt socialismen.
Foto: Wikimedia Commons, Offentligt domæne
De fleste vil nok mene, at der er meget langt fra kommunisme til nazisme. Alligevel var der i 1930’ernes ideologiske forvirring som bevægede sig i gråzonen mellem de to modsatrettede strømninger. En af dem var den svenske politiker Nils Flyg.
Flyg blev født i 1891. Flygs politiske karriere startede som mange andre socialister på det tidspunkt – i den socialdemokratiske ungdomsbevægelse. Her blev han hurtigt en del af den den revolutionære fløj og var i 1917 med til at stifte Sveriges kommunistiske parti. Samme parti, som senere gennem en række navneskift og sammenlægninger udviklede sig til nutidens Vänsterpartiet.
Flyg var i flere år formand for kommunisternes ungdomsforbund, og var i denne periode en overbevist marxist som troede på kapitalismens sammenbrud, og den internationale arbejderbevægelse. Men i løbet af 1920’erne begyndte Flygs forhold til Moskva og sovjetunionen at slå revner.
Flyg mente. som mange andre der var kritiske overfor stalininsmen at, stalin havde forrådt den socialistiske sag, og at Sovjetunionen var blevet et imperialistisk og statskapitalistisk system, som ikke længere repræsenterede arbejdernes interesser.
I 1929 blev det for meget, og Flyg og hans fraktion blev ekskluderet fra Komintern, den sovjetisk styrede internationale organisation som samlede de kommunistiske pariter.
Flyg stiftede herefter sin egen Komintern-kritiske udbrydergruppe, som senere fik navnet Socialistiska Partiet. Partiet var fortsat marxistisk, men tog skarpt afstand fra Komintern og den kurs, Sovjetunionen havde slået ind på under Josef Stalin.
- Ovenfor: Resultatet af Riksdagsvalget i 1935. Socialdemokraterne blev det største parti, imens Flygs Socialistiske Partiet vandt 6 pladser of 4% af stemmerne
Flygs voksende kritik af Sovjetunionen fik ham til at lede efter andre kræfter, som efter hans opfattelse kunne fremme socialismen. Det førte ham gradvist til et stadig mere positivt syn på Nazityskland. Umiddelbart kan det virke som et voldsomt ideologisk skifte, men historikeren Johan A. Steinfeldt argumenterer i bogen Renegater for, at Flygs udvikling ikke først og fremmest skyldtes opportunisme eller et totalt ideologisk brud.
Tværtimod var der en bemærkelsesværdig kontinuitet i hans tænkning.
Flyg fastholdt sin tro på marxismens grundlæggende historiefortælling. Han mente fortsat, at kapitalismen ville bryde sammen, at imperialismen var socialismens største fjende, og at socialismen i sidste ende ville sejre. Det afgørende skifte var, at han ikke længere mente, at Sovjetunionen repræsenterede socialismen. Tværtimod betragtede han nu både Sovjetunionen og de vestlige stormagter, særligt USA og Storbritannien, som imperialistiske magter.
Da Flyg først var nået frem til den konklusion, blev det – ud fra hans egen logik – muligt at se Nazityskland som den kraft, der førte kampen mod imperialismen videre.
Det betød ikke, at han ophørte med at betragte sig selv som socialist. Tværtimod fastholdt han helt frem til sin død i 1943, at han kæmpede for den samme sag, som han havde viet sit liv til som ung.
I sine sidste leveår overtog Flyg også dele af nazismens antisemitiske forestillinger, blandt andet ved at koble “storfinansen” til jøder. Antisemitismen kom dog aldrig til at indtage den samme centrale plads i hans politiske tænkning, som den gjorde i den nazistiske ideologi.
Efter Flygs død udviklede Socialistiska Partiet sig i en endnu mere åbenlyst nazivenlig retning. Under navnet Svenska Socialistiska Partiet udtrykte partiet stigende sympati for Nazityskland, men det lykkedes aldrig at opnå nogen større folkelig opbakning, og partiet blev opløst i 1948.
Selvom historien om Nils Flyg er usædvanlig, udgør den et interessant casestudie i, hvordan politiske verdensbilleder kan udvikle sig over tid. Også i dag findes der eksempler på personer, som har bevæget sig fra venstreorienterede positioner til højreorienterede anti-establishment-miljøer. Den amerikanske politiker Tulsi Gabbard er et ofte nævnt eksempel, ligesom kommentatorerne Jimmy Dore og Russell Brand. Deres politiske udvikling har fundet sted i en helt anden historisk kontekst end Flygs, men illustrerer, at bevægelser på tværs af det traditionelle højre-venstre-spektrum fortsat forekommer.
Litteratur
Tobias Hübinette, Den svenska nationalsocialismen : medlemmar och sympatisörer 1931-45, 2002
Johan Steinfeldt Renegater: Nils Flyg och Sven Olov Lindholm i gränslandet mellan kommunism och nazism 2019