Når debatten om integration fokuserer for meget på kultur, overser vi de økonomiske årsager til integrationsudfordringer.
Grafik: Kren Måge
De seneste par år har integrationsdebatten igen fået en plads som et centralt emne i Danmarks politiske landskab. Men debatten foregår på en helt forkert præmis; når vi snakker om hvordan vi bedst integrerer udlændinge, bliver der først og fremmest snakket om kulturel assimilation. F.eks. når Mikkel Bjørn mener at der er meget vigtigt at kunne forskellen på en og et, eller at det er meget vigtigt at SOSU-medhjælperen kan dansk. Det har man i- og for sig også lov til at mene, men problemet er, at kulturel assimilation på den måde som Mikkel Bjørn m.fl. foreslår det, er sekundært, og kommer generelt af sig selv som led i en anden form for integration, nemlig økonomisk integration. For når vores integrationsindsatser primært bygger på at få udlændinge til at tage del i Dansk kultur, så symptombehandler vi, i stedet for at kigge på roden af problemet. For virkeligheden er jo, at kriminalitet og banderelaterede aktivitet, primært opstår som konsekvens af økonomiske problemer.
Lad mig give et eksempel: Danmark er et af de rigeste lande i verden målt på BNP per indbygger. Det betyder også, at folk der kommer hertil fra andre lande, sandsynligvis vil være dårligere stillede økonomisk end den gennemsnitlige dansker, hvilket gør, at du uden hjælp vil have meget svært ved at integrere sig i det danske samfund.
Udover din brutale rejse hertil, hvor du har siddet flere dage i en lille gummibåd ude på havet, har du været igennem adskillige lande, som alle har behandlet dig som menneskeligt affald. Samtidig har du brugt størstedelen af dine penge på at komme hertil. Nu står du i en situation, hvor du ikke har særligt mange penge til rådighed og sandsynligvis har traumer for livet med i rygsækken.
De eneste steder du har råd til at bo, er enten i udkantsdanmark hvor jobmulighederne er få, eller i et alment boligkvarter, som eksempelvis Gellerup eller Tingbjerg som ligger forholdsvis tættere på byerne. Du vælger det almene boligkvarter, da det er meget tættere på de fleste jobmuligheder. Da du ikke kan dansk, er dine jobmuligheder dog stadig begrænsede, så du ender med at få et rengøringsjob på en folkeskole, hvor du så arbejder 40+ timer om ugen.
Du har måske også et barn med, og lønnen måske i bedste tilfælde er middelmådig, og derfor tjener du kun lige akkurat nok til at få tingene til at løbe rundt og brødføde din familie. Derfor er der heller ikke råd til at barnet kan deltage i alle de ting og fritidsaktiviteter som deres klassekammerater kan. De kan ikke gå i fritidsklub, til badminton, til fodbold eller til dans og er derfor nødt til at finde andre sociale fællesskaber. Barnet opdager til gengæld, at der i lokalområdet er en bande. Medlemmerne ligner barnet og er i lignende situationer og barnet finder sig derfor hurtigt ind i det fællesskab. Barnet opdager også, at det gennem banden kan bidrage til familiens økonomi ved at udføre forskellige småkriminelle opgaver. Efterhånden eskalerer opgaverne ofte til mere alvorlig kriminalitet, hvilket kan få alvorlige konsekvenser – blandt andet i form af en straffeattest, der gør det endnu sværere at skabe sig en lovlydig fremtid. Barnet ender derfor i en tidlig alder ud i det kriminelle miljø, og når man først er i det, så er det svært at komme ud igen.
Ens muligheder for at få et almindeligt job bliver betydeligt forringede, og mange vælger også videre uddannelse fra. Den her situation er på ingen måder unik i det danske samfund, og afspejler mange flygtninge og migranters vej ind i parallelsamfund og det kriminelle miljø.
Hvis vi kunne gribe flygtninge og indvandrere økonomisk i tide, inden de ender i kriminalitet, ville vi sandsynligvis forebygge nogle af de værste integrationsproblemer. Samtidig kunne vi undgå at bruge skatteborgernes penge på dyre indsatser som at rive billige almene boliger ned, eller øge politiindsatsen i udsatte boligområder eller, der først sættes ind, når problemerne er opstået.